Tjek de første billeder af Kia EV6
Kia Corporation har i dag afsløret de første billeder af Kia EV6s udvendige og indvendige design – mærkets første dedikerede elbil, forud for bilens verdenspremiere senere i marts. Kia EV6 er designet under mærkets nye designfilosofi ”Opposites United”, som henter inspiration fra de kontraster, der findes i naturen og menneskeheden. I centrum for designfilosofien er en ny visuel identitet, der fremkalder positive kræfter og naturlig energi, med kontrasterende kombinationer af skarpe stilistiske elementer og skulpturelle former.
Første bil på ny platform
EV6 er Kias første dedikerede elbil baseret på mærkets nye Electric-Global Modular Platform (E-GMP). Den har et karakteristisk crossover-inspireret design og det er den første model der tager form efter Kias nye designfilosofi, som visualiserer mærkets skiftende fokus i retning af elektrificering.
Læs mere: Head-2-head Kia e-Niro og Tesla Model 3.
Helt nyt design fra Kia
Med EV6 introducerer Kia en helt ny design filosofi. Af pressematerialet fra Kia fremgår det, at der er tænkt natur, følelser, rationalitet, kreativitet og meget andet i den omfattende beskrivelse af tankerne bag designet. Her på redaktionen glæder vi os over Kia’s mod til at skabe nyt design. Og vi er ret glade for dele af designet. Linjen fra baglygterne ned under sidedørene ser virkelig fedt ud. De markante skuldre og kølerhjelmens aggressive udtryk er vi også ret tilfredse med. Designet på bilens front kalder Kia for Tiger Face, som tilsyneladende er en videreudvikling af Tiger Front. Så har man da lagt linjen, og vores forventninger til bilens køreegenskaber er ikke blevet mindre.
Stor C-stolpe
Der er dog designelementer, som vi er lidt bekymret for fungerer i den virkelige verden. Den store C-stolpe lægger op til en solid blink vinkel. De første billeder af Kia EV6 viser en bil med sorte ruder hele vejen rundt. Det ser godt ud, men de biler der lander i Danmark vil som bekendt ikke have sorte sidevinduer eller frontrude, da dette ikke er lovligt i Danmark. Vi håber bilen stadig ser fed ud med almindelige ruder i.
Video: Se Karim Habib, chefdesigner hos Kia, fortælle om tankerne bag Kia’s designfilosofi her.
Kia EV6’s bagende
Delvist designet til at optimere den aerodynamiske ydeevne er bagenden med den bageste C-søjle integreret med en sort, blank indsats, der visuelt udvider bagruden. Over dette sidder en fremtrædende tagspoiler, der kanaliserer luft nedad mod en hævet nedre spoiler over bilens unikke baglygte-klynge.
Kia EV6’s kabine
I modsætning til bilens ydre design er redaktionen på elbilen.nu lidt bekymret for designet i kabinen. Der er lidt Citrioën DS fra 60’erne over rattet, og generelt ser kabinen lidt bar ud. Ifølge Kia har den nye E-GMP-platform givet mere plads i kabinen i forhold til tidligere elbiler, der er baseret på eksisterende modelplatforme. Karim Habib fortæller, at det enkle formsprog på den brede buede skærm og det slanke instrumentpanel giver førerpladsen en åben fornemmelse. Instrumentpanelet strækker sig fra rattet over til midten af bilen med instrumentklyngen foran føreren, og infotainment og navigation over midterkonsollen.
Hvornår kommer Kia EV6 til Danmark?
EV6 får verdenspremiere senere i marts 2021 ved en speciel virtuel præsentation. Det vides endnu ikke, hvornår den lander hos de danske forhandlere.