Spandevis af vrinsk i ponyen
Hvad er definitionen på en fantastisk bil? Når du, kære læser, trævler den ene bilanmeldelse efter den anden igennem, så undgår du ikke én eller anden form for subjektiv holdning fra journalistens side. For undertegnede er det helt grundlæggende, at en bil aldrig må være kedelig. Bilen behøver hverken være fyldt med heste, elektronik – eller for den sags skyld være ny. Jeg kørte for nyligt en Peugeot 205, som havde en hel del år på bagen, og lige så mange kilometer på tælleren – men kedelig var den bestemt ikke.
Forventninger i top
Når jeg nu står foran den nye Ford Mustang i orange med to sorte striber, som går fra fronten, over taget og om til bagkofangeren, så har jeg en klar forhåbning om, at denne bil opfylder mit grundlæggende krav til en fantastisk bil. Det vil være en slem skuffelse, hvis denne bil er kedelig! Forventningerne til bilen er store. Ikke kun fra mig, men fra den samlede skare af bilinteresserede. For den nye Mustang skal løfte arven fra verdens mest kendte biljagt. Er du bare lidt bilnørd, så har du med garanti set filmen Bullitt, hvor Steve McQueen i San Franciscos gader brænder gummiet af sin grønne Ford Mustang i forsøget på at fange banditten. I anledning af filmens 50 års jubilæum sidste år sendte Ford en speciel udgave af Ford Mustang, som sjovt nok hed Bullitt. Det er ikke denne udgave vi tester i dag – men derimod den diskrete Ford Mustang Fastback GT med en ”lille” 5.0-liters V8 under køleren, og et 10 trins automatgear. Ud over dagens testbil fås Mustangen med en 2,3 liters EcoBoost med 290 heste, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor man skulle vælge den lille, når man kan få en fuldblods børste af en bil med 450 heste.
Som den står der foran mig – stor og orange – så minder den mig om naboens labrador-hvalp. Sådan en med lidt for store poter, tungen hængende ud af halsen, der bare venter på, at du kaster bolden igen. Eller måske en Bulldog – for denne bil er voldsom og bare så ekstremt rå! Nå, nok om hundeanalogierne. Lad os få tændt dyret!
Lyd fra guderne
Ohh, my God!! Denne lyd kan ikke beskrives. Den skal opleves. Jeg sidder stadig på parkeringspladsen foran den Ford-forhandler, som vi låner testbilen af, og træder lidt på speederen, mens automatgearet står i P for Parkering. De 8 cylindere kalder drengerøven frem i én, og det er som om speederen ligefrem beder om at få lidt tærsk. Da jeg for 100. gang træder på speederen, kan jeg se, at Ford-forhandleren med venlige, men bestemte øjne, ser på mig, mens han lukker døren til forretningen, og jeg tænker, at jeg hellere rent faktisk må sætte den i gear og køre forsigtigt ud i trafikken.
Kæmpe bil uden jantelov
Man skal lige vænne sig til størrelsen. For bilen både føles og er reelt kæmpe stor. 4,8 meter lang og 2,1 meter bred – sådan i runde tal, og bag rattet skal man have en kikkert for at se fronten af bilen. Køleren er gigantisk, men oplevelsen er fantastisk. Efter ganske kort tid bag rattet får jeg også lyst til at brænde gummi af i San Franciscos gader. Men mere end det. Man får en ubærlig lyst til at sidde med armen ud af vinduet, tage de mørkeste solbriller på denne grå efterårsdag og forsøge at se lige så ond ud som Mustangen lyder. Bilen kalder på drengerøven i én, og sjovt nok oplever jeg ofte 10 – 15 årige drenge begejstret stå og klappe, smile og huje over bilen. Drengene i den dobbelte aldersklasse giver også et ”thumps up”, mens fædre med sønnike på armen stopper op og vinker. Og når selv ”Hus Forbi” sælgeren smiler og nikker anerkendende, så ved man, at denne bil – af en eller anden årsag – ikke er et offer for den danske jantelov. Jeg har før været så heldig at køre Maserati, Audi R8 og den slags eksklusive biler, og i disse biler mærker man straks danskernes ”du-skal-ikke-komme-her-og-tro-at-du-er-bedre-end-os”-blik. Men ikke i en Mustang. Her er alle glade.
Hilsepligt
Jeg kører op af Nordre Fasanvej i indre København, og ved siden af mig jubler en jævnaldrende mand i en cabriolet, og vinker ivrigt til mig. Det går op for mig, at han også kører en Mustang, og at det er kutyme at vinke til hinanden på samme måde som motorcyklister gør. Ved næste røde lys retter jeg op på min manglende reaktion, og bekræfter, at livet skam ikke er så ringe endda. Her inde i byen bemærker jeg en sjov lille detalje – nemlig at blinklyset klikker på samme måde som en hest løber galop. Jo, jo – Ford har fokus på detaljerne.
Skizofrent gear
Desværre virker det som om Fords ingeniører har været så begejstret for lydbilledet fra motoren og blinklyset, at de har glemt at fokusere på gearet. Inde i byen virker det lidt skizofrent, og har svært ved at vælge, hvilket af de 10 gear, som bilen vil benytte. Bilens paddle gear bag rattet er ekstremt forsinket, og er derfor et skidt alternativ. Til gengæld laver gearet et himmelsk lille knald, når der geares ned med paddle gearet.
Hvor hurtig er Ford Mustangen?
Jeg smider bilen ud på rampen til motorvejen, og trykker gaspedalen ned i tæppet. De 8 cylindere brøler, og det grå efterår føles som den skønneste forårsdag. For satan hvor lyder det godt. Ja undskyld sproget, men Mustang’en appellerer altså bare til det mest primitive i mig. Ærgerligt nok tager det kun et øjeblik at nå de 110 km/t. Faktisk klarer de 450 heste at skubbe de 1732 kg op på 100 km/t på blot 4,8 sekunder. Men da bilen er så stor, føles det langt mere voldsomt end i andre biler. Og ja, fik jeg nævnt, at det lyder helt fantastisk? Hvis du af en eller anden årsag ikke kan lide lyden, så kan du ændre den – både til noget mere voldsomt, men Ford har faktisk også taget hensyn til naboen, så du stille og roligt kan glide ud af nabolaget. Vi målte 72 decibel i ”Quite” mode, som er et støjniveau langt under det tilladelige. Godt tænkt, Ford! Lydniveauet i ”Normal” og ”Sport” målte vi til henholdsvis 82 og 84 dB, mens ”Track mode” er over det anbefalede lydniveau på 85 decibel. Og når man først træder på speederen går det helt galt i forhold til et ”sundt” lydniveau.
Vi skal ud og flyve
Men lige nu tager vi ikke hensyn til naboerne. Tværtimod – vi lister med de 110 km/t ud mod Københavns Lufthavn. Vi skal nemlig ud og flyve – ikke sådan i bogstavelig forstand – men for at komme derud skal man igennem en skøn tunnel. Jeg sætter farten lidt ned, gearer ned, og giver Mustang’en et spark bagi. Aahh! Nu ved jeg, hvordan englene synger! Og de synger højt og dybt! De helt lavfrekvente (bassen) toner i bilen er helt op til 10 dB højere end en almindelig personbil som fx en Kia. Forskellen i lydtrykket mellem Mustangen og andre ”almindelige” personbiler flader ud jo lysere tonen bliver. Med andre ord – lyden er dyb, insisterende og kan mærkes helt ind i knoglerne, og nu ved jeg, hvad det vil sige, når englene synger.
Noter fra en ekspert
Den akustiske ingeniør, Pedro Costa, beskriver lyden med et ord: LOUD! Men som den lydnørd han er, kan han ikke lade være med at uddybe: ”Når bilen accelererer, er lyden meget behageligt, da frekvensresponsen er rigere på de lave frekvenser, hvilket jeg typisk forbinder med mere behagelige lyde, som fx et musikinstrument eller en meget stærk og fyldig mandlig operasanger. Generelt set er de lavfrekvente lyde meget mere behageligt for det menneskelige øre end høje frekvenser. Accelerationen lyder næsten som musik, og har endda samme slags tempo som kendes fra musikken. Det er nærmest helt smukt,” smiler den akustiske ingeniør.
Læs mere: BMW – en bil i balance.
Mangler balance på landevejen
På de små landeveje mærker man, at bilen er stor. Den er ikke kluntet, men har slet ikke den samme balance som eksempelvis BMW 550’eren, der også rummer en skøn 8-cylindret motor. Måske husker du scenerne fra Bullitt, hvor Steve McQueen har tendens til at overstyre i svingene. Det samme sker her. Det er ikke svært at få bagenden ud, og vil du brænde gummi af, så kræver det heller ikke den erfarne chauffør. Men det er som om, man kan tilgive den store bamse hvad som helst. Man sidder bag rattet som en anden teenager, der er forelsket for første gang, klapper kærligt rattet, smiler overbærende over bilens små fejl, og griner højtlydt over dens små finurligheder. Som fx når man åbner døren, når det er blevet mørkt. Så ser man en Mustang lyse på asfalten. God stil!
Track Mode
Mustang MyMode giver dig mulighed for at indstille affjedring og køreindstillinger. Hvis du skulle komme på en lukket bane kan man indstille bilen til ”Track Mode”. Udover at ændre lyden fra udstødningen ændrer det hele bilens karakter. Speederen er langt mere følsom, styringen hårdere, men bedst af alt – displayet ændres fuldkommen. Væk er det almindelige speedometer og omdrejningstæller. I stedet ses 5 ringe, der én af gangen bliver rød – nøjagtigt som starten på et Formel 1 løb. De røde ringe bliver grønne, og så er det ellers bare at smide speederen i bund. Bilen brager bogstaveligt talt derudaf. Man trykkes voldsomt tilbage i Recaro sædet, og mine hænder knytter sig så hårdt om læderrattet, at knoerne bliver kridhvide. Bilen passerer hurtigt de 100 km/t. Faktisk helt nøjagtigt på 5,2 sekunder senere for det står nu i displayet i stedet for de grønne ringe. Du kan indstille track mode, om du vil tage tid på at ramme 100 eller 200 km/t, og selvom sidstnævnte lyder besnærende, nøjes vi med den halve hastighed. Vi prøver igen – 5,4 sekunder. Øv – jeg ved, at det kan klares på 4,8 sekunder, men min reaktionstid er ikke god nok. Og nej, du kan ikke snyde. Bilen måler, hvis du skulle vælge at tyvstarte. Sidder du, kære læser, og tænker, hvad er formålet med den funktion, så må jeg tilstå, at jeg ikke aner det. Bortset fra, at det her simpelthen er skide skægt, og jeg snildt kunne bruge alle de 61 liter benzin, som tanken indeholder på det her.
En bil der aldrig bliver kedelig
Track-mode funktionen sætter bilens udtryk meget godt i relief. Denne Don’t-mess-with-me attitude gennemsyrer bilens udtryk. Det her er slagterens ønskebil. Jeg forestiller mig ham, som lidt overvægtig i sin bedste alder siddende i bar mave med lædervest og med venstre arm skødesløst hængende halvt ude af vinduet. Med et kæmpe smil. Men det er ærlig talt ikke en retfærdig beskrivelse. For denne bil får smilet frem på alle. Både på dem der bor nord for København og havnearbejderen på kajen i Esbjerg. Sikkert fordi bilen virker så jovial. Dette er ikke en smart Jaguar eller Lamborghini, som signalerer succes og måske lidt arrogance. Det her er en larmende, glad, ond, brutal, vulgær, rå bil. Superlativerne står i kø, når folk skal kommentere bilen. For egen regning kan jeg tilføje sjov, fornøjelig, vild og glubsk, men én ting bliver den aldrig nogensinde – kedelig. Heldigvis!