Biltest: VW ID.3
Er det bare mig eller virker det ikke som om, at designere af elbiler har tendens til at vende alt på hovedet? Uanset, om jeg har ret eller ej, så er det sådan det føles, når man sætter sig ind i VW nye elbil, VW ID.3. Kæmpekoncernen vil over de kommende år investere gigantiske 73 milliarder euro eller næsten 500 milliarder kroner på udvikling og produktion af nye elbiler. Og derfor virker det som et voldsom sats radikalt at ændre på designet.
Læs mere om VW’s investering her.
Hvordan ser VW ID.3 ud?
Bilen tiltrækker sig meget opmærksom hvilket vel dels skyldes en omfattende marketingsmaskine hos VW og dels at den reelt ser godt ud. Testbilen står på intet mindre end 20” hjul, hvilket altid ser godt ud, men bilen har også nogle ret fine linjer. Det bagud skrånende tag ser fedt ud. Det samme gør den fremadrettet C-stolpen, der på trods af dens størrelse faktisk ikke generer. Det gør A-stolpen til gengæld. På trods af, at stolpen bliver delt for at skabe plads til mere glas, opstår der en del blinde vinkler – specielt i venstre side.
Fedt lysshow
Når man nærmer sig bilen med nøglen i lommen mødes man af et fedt lille lys show. Forlygterne består af en LED stribe og nogle lygter, der ligner øjne. Sidstnævnte laver en hurtig justering af lyssætningen, hvilket får det til at se ud som om, bilen lige skal vågne og slå øjnene op. Tilsvarende er der bagi lidt X-factor med et rødt kryds og lidt ping ping i rød farve, mens spejlene lyser forskellige ringe ned på asfalten. Alt sammen lidt fjollet, men helt sikkert bevidst fra designerne, og det virker. Man får et lille smil på læben, hvilket vel ikke er det værste at starte dagen på.
VW ID.3’s kabine
Der godt med lys i hele kabinen, hvilket til dels skyldes det store panorama tag. Bagsæderne er overraskende behagelige, og griber udmærket rundt om ryggen på dig. Benpladsen er fin – også til personen, der sidder i midten, hvilket blandt andet skyldes det helt flade gulv.
Bag rattet sidder man højt med et godt udsyn. Det minder lidt om at sidde i en lille SUV. VW har imidlertid valgt at redefinere, hvordan displayet skal se ud. Det virker som om, de er blevet inspireret af Teslas Model 3, som helt valgte at fjerne displayet (tjek her vores bilanmeldelse af Tesla Model 3). Det virker desværre klodset, og designet forværres af, at gearet er sat til højre for displayet. Design er som bekendt subjektivt, og det kan meget vel være et tilfælde, at der ikke var nogen af de passagerer, som jeg havde med, der brød sig om designet. Bedøm selv.
Lydniveau i VW ID.3
Plastikken under forruden er hård at røre ved, og virker billig. Om det skyldes et forsøg på at reducere vægten eller besparelser er svært at svare på, men kombinationen af dette og panoramataget får lyden til reflektere. Og det resulterer i relativt meget støj i betragtning af, at ID.3’eren er elektrisk.
Lydniveauet afhjælpes ikke af hjulkasser, der tilsyneladende ikke er lydisoleret, hvilket vi specielt noterer os, da vi lander på en grusvej. Det er synd, for det ødelægger et rigtig godt indtryk af bilens ydre design.
Ufærdig kabine
I det hele taget virker dele af kabinen ufærdig. Hvis det er hensigten, at VW Golfejere skal skifte til VW ID.3, så kan jeg være bekymret for, at Golfejere vil opleve kabinen som værende spartansk. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, om VW’s designere har haft for meget fokus på at være nyskabende.
Stærke detaljer i kabinen
Og lad mig straks modsige mig selv. For nogle af de nyskabelser, som VW’s designere har lavet er mega fede! Under foruden løber et tyndt LED lys, som har flere funktioner. Det lyser skarpt rød, hvis du skulle glemme at bremse. Har du sat GPS’en til, og skal til højre eller venstre løber LED lyset under forruden til venstre eller højre afhængig af, hvilken vej du skal. Det ser virkelig fedt ud, og afhjælper chaufføren med at fokusere på kørslen.
Bilen er udstyret med head up display, som står super skarpt. Er GPS’en sat til hjælper grafikken med at vise vej ved at højre/venstre pile bliver større, når du nærmer dig den afkørsel, du skal af på. Det er fungerer fantastisk.
Hvordan kører VW ID.3?
I min verden skal styringen være stram uden, at det ligefrem bliver som at køre en gokart. Og den balance har VW ramt lige præcis bagi. Bilen føles godt, og du ved nøjagtigt, hvor hjulene rammer svinget på. Og på trods af, at bilen opleves som en lille SUV, så føles balancen god. Vægten mærkes – som altid i en elbil – men vægtfordelingen er der ikke noget i vejen med.
Infotainment skærmen fungerer fint, og godt skjult i menuen findes opsætningen til den adaptive undervogn, hvor man kan vælge mellem Eco, Comfort, sport og individuel. Men vi havde faktisk svært ved at mærke den store forskel på fx Comfort og Sport.
Hvad kan påvirke en elbils rækkevidde?
Der er mange forhold, som har indflydelse på en elbils rækkevidde. Vejret er en af dem. Måden du kører på er en anden. By-, landevejs- og motorvejskørsel er en tredje. Vi kørte en god blanding af det hele – det vil sige lidt frisk kørsel, lidt økonomisk kørsel og det der ligger imellem. Formentlig som du også gør i din nuværende bil. Vejret var koldt – mellem frysepunktet og 7 graders varme. Sidstnævnte har faktisk rigtig stor indflydelse på rækkevidden – nogle påstår helt op til 50 % reduktion.
Hvor langt kunne vi køre i ID.3 på en opladning?
Når ovenstående er sagt, så nåede vi højst 295 km. Vel at mærke på en 100% opladning. Batteriet holder bedst, hvis det ikke presses, og derfor anbefaler bilproducenterne som regel, at man højst oplader til 80 %. Nogle eksperter mener, at et batteri kan klare 3.000 opladninger, men hvis man kan nøjes med at lade op til 80% stresses batteriet mindre, og derfor holder det betydeligt længere.
VW selv angiver rækkevidden på den model vi kørte – en VW ID.3 Max Pro – til henholdsvis 414 eller 543 kilometer afhængig af om det drejer sig om kombineret kørsel eller udelukkende bykørsel. Det er jo et stykke fra den rækkevidde vi opnåede, men kan som sagt skyldes temperatur og vores type kørsel.
God information fra skærmen
Infotainmentskærmen indeholder i øvrigt et super godt menupunkt, der giver dig et glimrende overblik over bilens resterende rækkevidde, løbende forbrug osv, som du kender fra biler, der kører på fossile brændstoffer. Vi formåede at have et gennemsnitligt forbrug på 4,2 km /kWh.
Er batteriet næsten tomt og skal det oplades til 100 % ved en 11 – 22 kW lader, så tager det mere end en time, men til en pris af 795 kroner lærte jeg, at man ved nogle Clever stationer kun må parkere i én time. Derfor får du her en helt gratis servicemeddelelse: Tjek altid parkeringsrestriktionerne ved Clevers ladestationer.
Hvad koster VW ID.3?
VW ID.3 kommer i intet mindre end 8 forskellige modeller med enten 150 hk eller 204 heste. Batterierne varierer fra 45 kWh til 77 kWh. Med det lille batteri får du en optimal rækkevidde på 349 km, mens du ifølge VW kan køre op til 716 km i byen med det store batteri.
Den billigste variant – City – er fornyligt blevet introduceret på det danske marked med priser, der starter på 270.000, hvilket er en god pris for en elbil. Spørgsmålet er blot om rækkevidden er lang nok til dit behov.
Konklusion
Det er efterhånden længe siden vi så de første billeder af VW’s elbiler. Vi er også stødt på de første konceptbiler ved messer i udlandet, og vores forventninger var virkelig store. VW rammer til tider design og køreegenskaber lige i skabet. Men designet i kabinen er vi ikke glade for, og materialerne er til tider skuffende. Det virker umiddelbart som første forsøg på at lave en bil, der kan gå hen og blive en kæmpe salgssucces, men den er der ikke helt endnu. Vi glæder os allerede til den faceliftede VW ID.3.