Biltest: Ford Mustang Mach E

Upassende. Blasfemisk. Forræderi. Ford Mustang Mach E har fået mange hårde bemærkninger på vejen, og det er da også en temmelig modig beslutning ledelse på den øverste etage i hovedkvarteret i Michigan har taget. Selv de mest uvidende indenfor bilverdenen kender til den ikoniske pony – altså den med den fossildrevne motor, og meget få har ikke en holdning til den oprindelige Mustang.

At tage beslutningen om at lægge en elmotor i en bil, der ikke forbindes med 0% CO2-udledning, men til gengæld masser af ”god” støj fra en V8-motor er ret vild. Top den så lige med at lancere bilen i en SUV-udgave – det er ret crazy. Jeg ville gerne give min sølle opsparing på at have siddet med til det møde, hvor en modig mand (eller kvinde?) har pitchet denne idé. I øvrigt – årsagen til at lancere bilen som en SUV er faktisk ret simpel. Det er det segment, der uden sammenligning er mest i vækst. Vi vil åbenbart alle sammen gerne have en SUV.

Læs her hvordan vi nød V8 motoren i den benzindrevne Mustang.  

Hvad koster en Ford Mustang elbil?

For at Mach E skal have succes på det globale marked kræver det, at Ford’en er mere sexet end den hastigt voksende liste af rivaler. Tesla Model 3 er ret veletableret på markedet, mens fx Volkswagen ID.4, Skoda Enyaq og Kia EV6 allerede har haft en vis succes på markedet.

Længere nede i prisklassen sørger Kia e-Niro og Hyundai Kona for fine forhold til familien. Og endelig vil nogle af de kunder, der ser på de dyrere udgaver af Mustang Mach-E også skue mod f.eks. Jaguar I-Pace og BMW i4.

Du kan købe en Mustang Mach E for 411.000 plus et par mønter. For den pris får du maksimalt 269 heste – eller ponyer i dette tilfælde – til rådighed med træk på baghjulene. Vores testbil har også træk fra baghjulene, og står til 455.000 med 294 hk. Programmet byder desuden på to tilsvarende biler med 4-hjulstræk, og den superhurtige Mach E GT. Sidstnævnte koster fra 657.000.

Testbilen har desuden Fords teknologipakke, som inkluderer B&O-lydanlæg m. 10 højtalere, håndfri bagklap, intelligent parkeringsassistent og 360 graders kamera, som koster lidt over 15.000.

Ford Mustang Mach-E rækkevidde

De ca 40.000 kroner ekstra for vores testbil i forhold til billigste udgave dækker nok så væsentligt over en større batterikapacitet. Helt præcist drejer det sig om batterikapacitet på 91/99 kWh (netto/brutto), mens den billigere udgave har en kapacitet på 70/76 kWh (netto/brutto). Det betyder, at det store batteri giver en rækkevidde på 610 kilometer, mens du skal stoppe for at lade efter 440 kilometer med det lille.

Vi nåede ikke mere end 470 kilometer før vi skulle lade, men hertil skal det bemærkes, at vi dels kørte en hel del på motorvej, og dels at det blæste voldsomt i den uge, vi testede bilen.

Lade-effekten på Ford Mustang Mach-E er henholdsvis 115 kW (standard range) og 150 kW (udvidet range). Et stadigt stigende udbud af ladere langs motorvejene yder en høj effekt. Tesla’s ladere er sjældent under 150 kW, og Ionity tilbyder standere med op til 350 kW. Det er efterhånden kun Clever og E.On, der vælger at dryptisse med 11, 22 eller – hvis det går vildt for sig – 50 kW. Håbløst! Overvejer du derimod at køre en tur sydpå i en elbil, vil du opdage, at antallet af kraftige ladere langs de tyske motorveje er stødt stigende.

Er du på udkig efter en ny elbil, så kommer her et forbrugerråd. De kraftigere ladere hjælper ikke, hvis bilen kun er i stand til at lade med 115 eller 150 kW. Udviklingen går voldsomt hurtigt – også indenfor ladestanderne – og derfor er lade-effekten på bilen mindst lige så væsentligt som den rækkevidde producenterne opgiver bilen har. 

Hvordan kører Ford Mustang Mach E?

Enhver, der kører en helt elektrisk bil for første gang, vil bemærke accelerationen og det moment, der er til rådighed fra bilen holder stille. Responsen fra højre fod er der med det samme, men er bare ikke så brutal som nogle af rivalerne – hvilket måske er en god ting i en familie-SUV. På landevejen udmærker bilen sig til gengæld og virker mere agil sammenlignet med fx Volkswagen ID.4 og Hyundai Ioniq 5. Vægten og tyngdepunktet, der selvsagt ligger højere end i eksempelvis Tesla Model 3, fornægter sig til gengæld ikke. Man skal holde godt fast i rattet i svingene.

Bilen har en voldsom blind vinkel bag C-stolpen. Det bemærkes specielt, hvis du bakker bilen ind på en smal plads i en parkeringskælder, men faktisk også i et simpelt højresving. Vores anbefaling er, at du lægger de ekstra 15.000 kroner på bordet alene for at få 360 graders kameraet med i bilen. Det vil du og dit forsikringsselskab blive glade for i længden. Ford har inkluderet tre køretilstande til Mach-E: Aktiv er standardindstillingen efterfulgt af den øko-fokuserede Whisper-tilstand og Untamed, som prioriterer ydeevnen. Hver enkelt indstilling ændrer speeder- og styreresponsen sammen med ændringer i kabinebelysningen. Untamed-indstillingen tilføjer også en falsk V8-motorlyd i kabinen. I vores minitest var jeg faktisk ret begejstret for den, men efter en uge i bilen, må jeg ærlig talt indrømme, at det ikke fungerer. Heldigvis kan du bare vælge at slå den fra

Læs mere: Mini-test af Ford Mustang Mach E

Lane assist

Bilens Lane-assist, der hjælper dig med at holde bilen på sporet, er meget aggressiv. På motorvejene omkring København valgte vi helt at slå det fra. Det virker som om, bilen udelukkende har fokus på selve kørebanen og ikke de omkringliggende trafikanter, hvilket har den uheldige konsekvens, at man ofte kører foruroligende tæt på lastbiler og lignende køretøjer i det inderste spor. Til gængæld opdagede vi en sen nat, at kør-selv software’en fungerer fremragende, når motorvejen ikke er så fyldt. På trods af det sene tidspunkt nåede vi hjem afslappet og nærmest i zen.

Vaks i vinden

Som nævnt blæste det voldsomt i løbet af den uge, vi testede bilen. Og når vinden kommer fra nord, så er der kun én god måde at teste bilens vindfølsomhed. Kør til Fyn. Når vinden kommer på tværs af Storebæltsbroen og du kører forbi de store pyloner, er du ikke i tvivl, om du kører i en vindfølsom bil eller ej. Og Mach-E bestod vores helt uvidenskabelig test. Faktisk i så høj grad, at vi på et tidspunkt var i tvivl om vinden var løjet af. Godt gået af en SUV i denne størrelse.

One Pedal

Som de fleste andre elbiler, har Mach-E også et rekuperationssystem, hvor el ”samles op”, når man slipper speederen – ofte omtalt som et One-Pedal system. Det fungerer som sådan fint, men kræver noget tilvænning, da systemet er ret aggressivt. Vi savner et system, som Audi E-tron eksempelvis kan tilbyde, hvor rekuperationen kan skaleres i flere trin

Fint nudging system

Til gengæld har Ford en fin lille gimmick i displayet. Når du slipper speederen på det rette tidspunkt før et kryds, og du ikke behøver at trykke på bremsen, præmieres du med et grønt logo, hvoraf det fremgår, at jeg fik 100% i økologi. Og som det konkurrencemenneske jeg er, bliver jeg altid begejstret, når nogen fortæller mig, at jeg gør noget 100 % rigtigt – også selvom det er en bil.

Designet på Ford Mustang Mach E

Ford ser ud til at have lavet et cool, funky design til Mustang Mach-E, der har mange designmæssige referencer til Mustangen med den benzindreven motor. I jagten på at fremstå mere eksklusivt har Ford valgt ikke at inkludere sit blå ovale mærke på Mach-E, og i stedet finder du den ikoniske pony fra muskelbilen. Det er trods alt en Mustang. Der er også nogle sjove designdetaljer, som at de udvendige dørhåndtag er erstattet af en lille knap, der åbner døren, når du rører ved den.

Inde i kabinen føles Mustang Mach-E en smule mere eksklusiv end andre Ford-modeller, selvom der er nogle dele, som du måske kan genkende, såsom indikatorstangen og lyden fra blinklyset.

Udstyr i Mach E

Vælger du den billigste bagshjulstrukkede udgave af Mach-E, bliver du begavet med rigelig af udstyr, som fx dobbeltzone klimakontrol, et bakkamera, parkeringssensorer, lane assist, blind spot system og Apple Carplay / Android Auto samt den Tesla inspirerede 15,5-tommer berøringsskærm.

I vores udgave lå der – som tidligere nævnt – et Bang & Olufsen anlæg, men det blev vi desværre ikke så imponeret af. Det har en fin højfrekvent lyd og klangen i mellemtonerne er acceptable, men der mangler helt enkelt bund i anlægget. Vores benchmark sang – gode gamle David Bowie’s ”5:15 the Angels Have Gone” lyder helt forkølet, og stortrommen er næsten helt væk. Ups – B & O!

Den dominerende skærm i midten af konsollen er meget nem at navigere, har skarp grafik og en startskærm, der kan konfigureres til at vise funktioner, som du bruger jævnligt. Systemet er udelukkende touchscreen, og mens det reagerer hurtigt, kan nogle af undermenuerne være lidt langsomme at indlæse.

At have 15,5-tommers skærm vinklet en smule mod føreren ville gøre den nemmere at bruge, fordi displayet sidder meget plan og næsten lodret på instrumentbrættet, hvilket betyder, at funktionerne nederst på skærmen kan være lidt vanskelige at se og betjene.

Udvendigt design

Lad os lægge kortene på bordet med det samme. Vi er ret glade for det bilens udvendige design! Vi elsker de potente buler på kølerhjelmen selvom de formentlig ikke har nogen funktion. Forlygterne er super potente at se på. Og baglygterne refererer i lige linje til den oprindelige Ford Mustang, hvilket aldrig bliver kedeligt at se på. Der er utallige andre design elementer fra Ford Mustang, som fx den skrånende bagrude. Bedst af det hele er, at Ford har husket lyset af pony’en. Når mørket falder, og du åbner fordøren lyser den ikoniske pony på asfalten. Præcis som den gør på sportsvognsudgaven. Og vi elsker det hele! Ikke fordi det har en formålstjenlig funktion. Måske netop fordi det ikke har. Så hvis din næste elbil skal være en SUV og du går efter det udvendige design, så er vi ikke i tvivl. Ford Mustang Mach E er klart den bedst proportioneret bil

Vil du læse mere om Ford Mustang Mach E, så tryk her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *