Audi R8 – lyden af R
MØD AUDI R8! AUDI R8 ER IKKE DEN GENERTE TYPE, SOM LISTER RUNDT I SVINGENE UDEN AT DET BEMÆRKES. AUDI R8 ER IKKE TIL HYGGE I SOFAEN MED VARM TE, SMÅKAGER OG STEARINLYS. TIL GENGÆLD LYDER DEN SOM ET VILDT DYR MED ET HÆFTIGT TEPERAMENT, MAN BØR MØDE MED EN DEL RESPEKT OG ÆREFRYGT. LISTERIET OG STEARINLYSENE ER OGSÅ KOMPLET LIGEGYLDIGE, NÅR LYDEN AF R BRØLENDE OVERDØVER ALT ANDET…
Jeg vil ikke lægge skjul på det. Jeg er heldig. Rigtig heldig endda. Tænk dig at have et arbejde, hvor man regelmæssigt får stukket en bilnøgle i hånden til en ny bil med det ene formål at fortælle om den. Jeg er taknemmelig for det. Og når førnævnte nøgler åbner døren til en Audi R8, så kan du sikkert godt gætte, hvordan jeg har det. På den ene side kan jeg ikke vente med at smide speederen ned under gulvtæppet, høre lyden fra den skønne 4,2 liters V8 motor, blinke med lygterne til de forankørende og generelt være den person, som jeg normalt sidder og ryster på hovedet af. På den anden side, -jeg havde været så letsindig at tjekke ”fra-prisen” på en ny Audi R8. Der er ikke nogen let måde at sige det på – så her kommer det: 2.642.161 danske skatteplagede kroner. Læg dertil at bilen var udstyret med B & O anlæg med 13 højtalere, 2 bashøjtalere og en subwoofer, og dermed lander vi al for tæt på de 3 millioner for bilen. Det er altså mange timer på kontorstolen, der skal til for at smide en check af den størrelse over disken i den lokale Audi forretning. Det var derfor også med en vis respekt, at jeg kiggede på dyret foran mig.
For dér i garagen stod den perlemorhvide superbil. Set udefra er den simpelthen så rå at se på. Forlygternes aggressive kurver, som får mig til at tænke på en leopards øjne lige inden den sætter tænderne i hjorten ude på savanen. Forlygterne står i kontrast til kølerens helt rene linjer, der går tilbage til kulfiber luftindtaget til den fantastiske centermotor, der ligger gemt inde bag bagruden som en anden brintbombe, der blot venter på at gå af. Bagdelen er det bedste af det hele. Jeg ville til enhver tid foretrække R8’erens over Kate Moss’ ellers udmærket eksemplar. De fire udstødningsrør, de kæmpe luftindtag, og de næsten 30 cm brede bagdæk lægger ikke skjul på, at dette er en bil, der vil frem og ud over stepperne. Som standard fødes R8 med dæk, der har betegnelsen Y, som indikerer, at de er godkendt til hastigheder på 300 km/t.
Bilen er bred og med et hjul helt ude i hvert hjørne, hvilket betyder én ting – vejgreb! Bilen er lav. Rigtig lav endda. Den totale højde er 1,2 meter, og derfor lykkedes det i løbet af dagen aldrig at se bare nogenlunde tjekket ud, da jeg steg ind og ud af bilen. Og det ødelægger billedet lidt, når man skal ind på det 5 stjernet hotel og generelt se lidt lækker ud. Til gengæld føles bilen ekstrem bred, når man sidder i den, og det diagonale køler-hjørne opgav jeg at finde. Bilen er således lav, bred og har et hjul ude i hvert hjørne, hvilket kun kan sætte mine forventninger til køreegenskaberne i top! Oh, det bliver altså en god dag det her! Ud og køre i en vaskeægte sportsvogn. For en sportsvogn er det. Man behøver såmænd blot at dreje hovedet for at få beviset: motoren er placeret i midten. Sådan har rigtige sportsvogne været i mange år. Se bare en Ford GT40 eller en Lamborghini Miura fra midten af 1960’erne. Og gå gerne længere tilbage og se, hvor motoren i James Deans Porsche 550 lå. Eller fra samme periode, altså midt-50’erne, hvor Bugatti præsenterede Type 251 – en formelvogn ganske vist, – men alligevel. Den havde sin 8-cylindrede rækkemotor placeret på tværs mellem fører og bagaksel.
Men nok snak – lad os få startet dyret. Og – ooooh – hvilken lyd. Den er så rå og voldsom, at en Toyota Prius bogstavelig talt ville tisse i bukserne, hvis den hørte R8’erens potentente V8. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle vente med at give for meget gas inden olien i maskineriet blev helt varm. Men helt ærligt. Hvad havde de forventet? Med den lyd ville det jo nærmest være kriminelt ikke at fyre lidt op under kedlerne. Bilen triller forsigtigt ud af garagen og jeg mærker den stramme undervogn. Man er ikke i tvivl, når man kører over et dæksel på vejen, og stillebump passeres med forsigtighed. Men det føles på intet tidspunkt ubehageligt. Og a pro pos komfort. Man kan ikke køre godt, hvis man ikke sidder godt. I R8’eren føler jeg mig hensat til de mange sjove timer på gokartbanen. Man sidder lavt med temmelig strakte ben, sæderne støtter over det hele, rattet sidder højt og i en tæt på lodret vinkel. Rattet minder i øvrigt også om en gokart. Det kan ikke blive meget bedre. Om man kan lide den flade del i bunden af Audi-rattet er en smags sag. Men det har dog én rent praktisk fordel: At hænderne er mere orienterede, hvis man får brug for at styre – og det vil sige styre kontra – rigtigt hurtigt. Lidt lige som når en rallykører laver en markering med gult tape på toppen af sit rat. Styretøjet er ekstremt stramt. Du ved nøjagtig hvor hjulene er, hvilket er ret belejligt, når du fører en bil til knap 3 millioner kroner.
I byen er bilen faktisk ikke meget anderledes end så mange andre Audi’er. Det er rent faktisk muligt at køre den stille og roligt. Du sætter blot automatgearet til at styre skiftene, hvorefter den føles helt som enhver anden bil – altså når du ser bort fra, at du sidder med et smil, som kan ses omme fra motorrummet. Olien er næsten varm og min tålmodighed rækker ikke længere, så jeg slår automatgearet fra og aktiverer paddle gearet, for nu skal vi altså en tur ud på motorvejen. Højre pedal smides i gulvtæppet og brintbomben 50 cm bag mig reagerer med det samme og kvitterer med en lyd fra guderne. Jeg skifter til 2. gear efter omdrejningstælleren for længst har passeret de 7000 omdrejninger. 3. gear. 4. gear. Det går simpelthen så sindssyg hurtigt på trods af, at gearene køres derud, hvor selv V8’eren bag mig overvejer om det virkelig er nødvendigt. Væk er fornuften og småligheden – nu skal den godt nok have så hatten passer. Og som en lille morgengave, så giver R8’eren en lille symfoni af mellemgas ved hvert gearskift, der får Beethoven og Mozart til at lyde som lirekassespillere. Jeg kommer til en tunnel og gearer ned, og ruller vinduerne ned. Oohh, hvorfor har vi ikke tunneller som på Færøerne?! Det lyder så godt, at jeg tager den første afkørsel, og kører tilbage til tunnelen. Hvilken fryd det er at høre de 8 cylindere godt krydret med de fire udstødningsrør! På vej ud af tunnelen trækker en Mercedes C63 ud i overhalingsbanen, og jeg står på bremsen, og mærker de enorme skiver for og bag. Audi R8 kan også bremse godt! Heldigvis ombestemmer chaufføren i Mercedes’en sig, da han formentlig har tjekket sit sidespejl og set en hvid R8 hastigt nærme sig. Lidt efter overhaler han igen, og jeg ser, at det er en distingveret ældre herre med en sixpence, som sidder og ryster på hovedet. Nå, ja – hvis man ikke må give den gas i en R8, hvornår må man så? I det hele taget er det længe siden, at jeg har kørt en bil, der i den grad byder den lille dreng op til dans. Lyden er så uartig fræk, og den nærmest tigger om at lege med sine gokartlignende køreegenskaber. Hvor er det bare fedt, og hvor ville jeg dog gerne bare tilbringe resten af mit liv i den tunnel!
Men hændelsen med Mercedes’en minder mig dog om prismærket på R8’eren, og derfor vender jeg fronten ind mod byen igen. På vej til byen skal jeg dog lige ud på landevejen, og lave en enkelt accelerationstest. Med en vægt på godt 1800 kg, 430 velvillige heste til rådighed, og Audi’s velkendte 4-hjulstræk, så bør den vel kunne flytte sig lidt. Hvis man skal gøre det rigtigt, bør man dog slå Audi’s launch control til, men det er simpelthen så kompliceret, at denne testkører aktiverer sin egen launch control: Grønt lys, og højre fod ned under tæppet! V8’eren brøler og på trods af brede sutter og 4-hjulstræk formår bilen alligevel at lave hjulspin. Og det går stærkt. Rigtig stærkt endda. Og hvor er det befriende at køre en brændstofdrevet bil uden turbotøven. Bilen har nemlig slet ikke en turbo, og derfor føles accelerationen mere jævn. 4,3 sekunder til 100 km/t. Jep den skulle være god nok. Denne chauffør er i hvert fald overbevist – det går lynhurtigt, det lyder så sindssygt ondt, og min egen latter overdøver næsten V8’eren.
På landevejen ligger bilen helt fantastisk og bilens dimensioner giver her rigtig god mening. Et hjul i hvert hjørne, lav frihøjde og stor bredde betyder kun én ting: Vejgreb! Bilen er udstyret med ”magnetic ride”, som strammer undervognen op og giver en mere nøjagtig styring. Du mærker det ved at rattet reagerer på den mindste bevægelse, og ved at du mærker hver en sten på vejen. Men du oplever også, hvor fantastisk det er at tage hvert et sving. Bilen føles pludselig ikke så bred, og indstyringen i hvert et sving sidder lige hvor det skal. Hvad skal vi dog med alle de lige motorveje – lad os få bygget landeveje! Fyldt med sving – for det her er vildt! Mega vildt! Hen til næste sving, et lille eller et lidt større hug på bremsen og ind. Der er kontant afregning på hændernes bevægelse på rattet. Jeg kan styre helt præcist ind. Og her holder fordækkenes grip aldrig op. Det her er jo fuldkommen som en forvokset gokart og en motor, der har fået et testosteronboost. Et gear ned. Lyt til mellemgassen. Styr ind i sving. Og gear op igen. Hvor er det sindssyg fedt!
Bilen føles som et fabelagtigt stykke legetøj, hvilket det vel egentlig også er. For med børn, tasker, indkøb, og alle de andre daglige ting i en helt almindelig familie, så rækker de 100 liter bagagerum og to sæder desværre ikke. Det er netop akilleshælen på Audi R8 for os almindelige mennesker. Nemlig at det kræver en bil ved siden af til alt det praktiske, og dermed er 2,5 million kroner ikke engang nok. Og hvor er det bare ærgerligt! For jeg vil så gerne tilbage og lege nede i tunnelen!
